Museets historie
En vigtig del af Mariager Museum er selve bygningen, Købmandsgården, som museet har til huse i.
Den ældste del af Købmandsgården, som i dag rummer museet, kan føres tilbage til 1600-tallet, men der har ligget hus her også inden da. Overetagen kom på engang ml. 1776 og 1795. Det er det eneste af byens gamle huse, der er i to etager. Købmændene, som gennem tiden har ejet den, var nogle af byens rigeste mænd. De havde skibe i søen, som sejlede landbrugsprodukter til Norge og fik tømmer med tilbage.
En af historierne om Købmandsgården går på, at den adelige Andreas von Arentoft til Visborggård var gift med en søster til hans tidligere overordnede, general von Schiebell fra Sachsen. Arentoft kom hjem fra krigstjeneste i Sachsen og overtog Visborggård 1741. Men da familiens børn blev så store, at de skulle have en guvernante, blev det 'Mamsellen', Susanna Blambois, med franske aner. Yndig! Arentoft forelskede sig. Og prøvede at slippe af med sin hustru. Det lykkedes ham at overbevise folk om, at hustruen var sindssyg, så han lukkede hende inde i herregårdens vestre tårn, hvorfra hun først kom ud, da hun var død, fortæller historien. Men i mellemtiden var han også blevet godt træt af Mamsellen, så han tilbød en af sine underordnede, kaptajn Frederik von Castanier, den pænt store gård i Mariager, hvis han ville gifte sig med hende. Det ville han.
Mamsellen har altså boet i disse stuer. Men hun døde allerede et år efter brylluppet, vistnok i barselsseng.
Castanier giftede sig igen, men måtte afhænde gården, da han gik fallit. Claus Eschildsen, som derefter overtog, var den første, som etablerede købmandsgård. Fra 1764 til 1937 har der, stort set, været drevet købmandsforretning her.
Udover hovedhuset havde gården også stalde, lader og vognporte. Disse er godt 100 år yngre end hovedbygningen.
En anden kendt ejer af Købmandsgården var den velhavende købmand Velling. Han ejede gården i midten af 1800-tallet. I hans tid omfattede familiens have også Egepladsen (nu P-plads). Bækken, som nu er rørlagt, gik gennem haven, men egetræet, som står på pladsen, stod der også i købmand Vellings tid. Ud for købmandsgårdens gavl med det store kastanjetræ ved nutidens Torvet var også indrettet have, og dér havde købmandens tre døtre en særlig dejlig plet, som de kaldte Himmerigs Plads. Sådan hedder den stadig.
Da købmandsgården blev nedlagt, var der værksteder og lejligheder og biograf i den ombyggede lade. I 1953 holdt museet til i Teglgade, men da var samlingerne blevet så omfattende, at man lejede sig ind i købmandsgården.
I 1962 blev den sat til salg og købt af Selskabet til Bevarelse af Gamle Bygninger i Mariager. Selskabet ønskede at indrette lejligheder, også i de lokaler, hvor museet holdt til. Museet skulle så flytte over i sydfløjen, hvor der i dag er lokalhistorisk arkiv. Samtidig ville man sætte lejen op. Men en stor del af Selskabets betaling til bygningerne forventede man at få gennem donation fra Sonningfonden. Fru Léonie Sonning kom selv for at bese gården. Hun blev så begejstret for både den og for museets samlinger, at hun stillede den klausul, at man kun ville støtte, hvis museet forblev i selve hovedbygningen!
I 1971 fik museet mulighed for at købe hele købmandsgården og slog til. I den forbindelse oprettedes Den selvejende institution Mariager Museum. Efterhånden opsagdes de lejemål, der endnu fandtes og museet fyldte nu hele hovedhuset.
På det tidspunkt var Vagn Andreasen formand. Vagn nåede i sin tid at være medlem af bestyrelsen i 55 år, heraf 45 som formand. Han gik ind i arbejdet med et kæmpe engagement, som skabte mange resultater.
I år 2000 var museet blevet gældfrit.
Den sydlige fløj ejes nu af kommunen og rummer lokalarkiv og mødelokale.
I 2012 indvilligede museets bestyrelse - noget tøvende og senere end alle andre museer i regionen - i at fusionere med Nordjyske Museer. Det betød at Nordjyske Museer overtog driften, hvilket gav adgang til konservering, markedsføring, ansættelse af en kustode m.m.
Museumsforeningen fortsatte som støtte med afholdelse af sommer- og julemarked, forårs- og efterårsudflugter til historiske steder, byvandringer, foredrag og ekstraudstillinger.
Men vejene skiltes igen fra Nordjyske Museer i januar 2021. Mariager Museum er derfor igen et selvstændigt museum med en arbejdende bestyrelse og en velvillig medlemsskare på p.t. godt 400 medlemmer. MariagerFjord Kommune bidrager med et årligt tilskud og står for husets udvendige vedligeholdelse.
100 års dagen d. 3. oktober 2022 blev en festlig dag. Solen skinnede fra en blå himmel og Dannebrog vajede fra Museumsgården. Rigtig mange gæster myldrede ind i den festligt smykkede sal i Den Gamle Biograf, hvor kanoner og barnevogne og andre genstande fra museet var med til sætte deres præg. At vores gamle museum er populært var tydeligt.
Jubilæumshæftet fra 100 års jubilæet med hele historien kan købes i butikken for 75 kr. Vi gør opmærksom på, at man får hæftet udleveret som medlem. Et medlemsskab koster 50 kr.
Galleri Vognporten er der adgang til i museets åbningstid. Her afholdes tre eller fire udstillinger hver sæson med maleri og skulptur.
I gårdens øvrige længer findes i dag Den Gamle Biograf, som er istandsat og har faciliteter til at vise biograffilm (filmklub), og afholde koncerter, ligesom private kan leje lokalerne. Der er et stort, velfungerende køkken.
Lokalhistorisk arkiv holder stadig til i sydfløjen.
_____________________________________________________